Overvejer du at søge en praktikplads, gør du dig sikkert en masse tanker om, hvad det kræver, og hvad du får ud af det. Vores nuværende praktikanter, Fie og Frederikke, fortæller her lidt om deres erfaringer og giver et godt råd med på vejen.
Fie: Det er svært at svare på. Det er lidt som at stå i en bland-selv-slikbutik en fredag aften og få at vide, at man kun må vælge ét stykke slik. Det kan man jo ikke. Men hvis jeg alligevel skal forsøge at svare på spørgsmålet, så må det bedste ved Kompas være den følelse af fællesskab, der er blandt kollegaerne på kontoret. Mit indtryk af hele PR- og kommunikationsbranchen har altid været, at der bliver løbet stærkt – og bevares, det gør der bestemt også her – og at man skal frem med albuerne, hvis man gerne vil frem i branchen.
Sådan har jeg på intet tidspunkt følt, at det har været gennem min tid Hos Kompas. Folk er enormt dygtige til at spille hinanden gode og hive de rette personer med ind på projekter eller til at give feedback på de rette tidspunkter – og som praktikant er det altid rart at føle, at alle kan have brug for at få hjælp, sparring eller feedback. Også dem, der har været her i mange år.
Frederikke: Jeg er meget enig. En anden værdifuld ting ved Kompas er, at man bliver behandlet på lige fod med alle andre medarbejdere, selvom man ”kun” er praktikant. Du får et stort ansvar fra dag et og får lov at være med på projekter med store kunder, som forventer, at du leverer ligesom resten af teamet. Det synes jeg er utrolig givende, da man som helt grøn får en langt bedre forståelse for, hvordan kundeprocesserne hænger sammen – fra start til slut.
Fie: Og så tilbage til det med at løbe stærkt. Det gør vi også hos Kompas, men det betyder bare, at der altid er spændende nye projekter, man som praktikant kan blive en del af – og at dagene aldrig er ens.
Frederikke: Ja, det lyder måske som en klassisk klichévending fra ethvert stillingsopslag, men vi har gennem de sidste måneder erfaret, at det faktisk er ganske sandt. Det er noget af det, der gør det ekstra spændende at gå på arbejde hver dag. Jeg elsker virkelig, når det går stærkt, og når dagene ikke ligner hinanden. Og det gør de ikke hos Kompas.
Frederikke: De første par måneder som praktikant hos Kompas har givet en hel masse nyt til porteføljen. Jeg er især taknemmelig for at have været med på store projekter for internationale virksomheder, hvor jeg har fået medansvar og lært, hvordan de forskellige processer fungerer.
Jeg har også været med til at konceptudvikle og skrive en masse tekster til sociale medier for både store og små kunder. Derudover har jeg været med på flere filmoptagelser, hvor jeg har været med inde over rekvisitter og kommunikation med produktionsselskaberne.
Fie: Jamen Frederikke siger det jo super godt. Fagligt har vi allerede prøvet kræfter med en bred vifte af kommunikations- og PR-discipliner i forbindelse med både store og små projekter og generelt bare opnået en bred viden om, hvordan man skaber god kommunikation til og omkring aktører inden for særligt healthcare- og fødevareindustrien.
Vigtigst af alt har jeg dog lært at blive kastet ud i en opgave eller sat over for en problemstilling og løse den – også selvom det sjældent har været noget, jeg har haft erfaring med fra tidligere.
I starten var det en smule nervepirrende bare at sige ‘ja’ til en opgave uden rigtig at vide, hvordan jeg skulle komme fra A til B, men ret hurtigt finder man alligevel en vej. Og næste gang føles det ikke som at springe fra 10-metervippen, men i stedet bare et lille spring fra 1’eren. De små sejre er dem, jeg virkelig har taget med mig og dem, jeg har lært rigtig meget af.
Fie: Lige på dét punkt får man det som praktikant ikke meget bedre. I Kompas er der frokost-, frugt- og snackordning. Der er fredagsbar, fester og andre sociale arrangementer. Og så er der de skønneste kollegaer, som både fagligt og socialt fungerer virkelig godt sammen.
Frederikke: Noget af det bedste ved Kompas Kommunikation er det høje humør, du møder, så snart du træder ind ad døren. Folk er glade, og der er altid plads til en morgensludder ved kaffemaskinen, inden dagen rigtigt går i gang. For mig er det enormt vigtigt med gode og ikke mindst imødekommende kollegaer, som man føler sig tryg ved, når man bruger så mange timer sammen. Og det må man sige, at kollegaerne hos Kompas lever op til.
Fie: Derudover er det virkelig fedt at have medpraktikanter. For mig var det i hvert fald rart, at jeg hele tiden vidste, at vi var to, som begge oplevede de samme op- og nedture og derved kunne hjælpe hinanden gennem hele forløbet. Jeg har aldrig følt min medpraktikant som en konkurrent, men derimod som en sparringspartner.
Frederikke: Og nåh ja, så skal vi heller ikke glemme fredagsvognen, som ofte ruller gennem kontoret om fredagen med lækre drinks og kolde øl. Det er en god måde at runde ugen af på sammen med sine kollegaer og tage forskud på weekenden.
Fie: Spring ud i det og tro på, at du kan.
Og vær åben for at prøve kræfter med forskellige opgaver, kunder og kommunikationsdiscipliner. Måske har du allerede nu en idé om, hvad du gerne vil beskæftige dig med, eller hvor dine kompetencer bedst kan bruges og udvikles. Og det skal du helt sikkert også have fokus på i løbet af din praktikperiode – men prøv også at udfordre dig selv og spring ud i noget, du måske ikke vidste, du kunne eller ville.
Frederikke: Mit bedste råd må være, at man altid skal huske at sige, hvis der er noget man gerne vil prøve kræfter med. Man skal ikke være nervøs for at spørge, for det er nu, man har muligheden for at få prøvet en masse nye ting af. Hvis der samtidig er noget, man gerne vil arbejde mere med end andet, er det også vigtigt at få det sagt højt.
Så kan vi sparre om din virksomhed eller produkts udfordringer og muligheder – og om Kompas kan hjælpe.