Kompas’ AI-manifest

Vores tilgang til AI

Hos Kompas Kommunikation tror vi på, at kunstig intelligens skal bruges ansvarligt, kreativt og compliant. Dette manifest sætter rammen for vores fælles tilgang til AI – i hverdagen, på tværs af fagligheder og i samarbejde med vores kunder. Vores brug af AI er forankret i Kompas’ interne SOP for AI og følger principperne i EU’s AI Act, herunder krav om at undgå manipulation, misinformation, diskrimination og udnyttelse af sårbare grupper.

Vi bruger AI alene som et værktøj

Vi anvender AI til at styrke kreativitet, indsigt og effektivitet. Men vi overlader aldrig ansvaret til teknologien. Det er os som mennesker, der vurderer, udvælger og beslutter. AI hjælper os med at blive dygtigere – ikke med at springe over.

Vi bruger AI ansvarligt og gennemsigtigt

Vi dokumenterer relevant AI-brug og taler åbent om, hvordan vi anvender teknologien. Vi har processer, der sikrer, at alle medarbejdere har de nødvendige færdigheder, og at vi følger både lovgivning og vores egne etiske retningslinjer. Hver enkelt medarbejder har et personligt ansvar for at bruge AI korrekt, kritisk og i overensstemmelse med Kompas’ principper.

Vi skaber tryghed i samarbejdet

Vi aftaler brugen af AI med vores kunder og tilpasser os deres ønsker og behov. Vi bruger kun AI, når det skaber tydelig værdi og bygger på tillid – aldrig når det kan give tvivl eller usikkerhed.

Vi beskytter data og rettigheder

Vi behandler data med respekt og fortrolighed – både vores egne og vores kunders. Vi anvender udelukkende godkendte, lukkede og betalte AI-systemer, hvor vores data og input ikke anvendes til at træne modeller eller deles med andre. Personlige konti eller åbne AI-tjenester må ikke anvendes i professionelt arbejde for Kompas.

Vi investerer i at udvikle os inden for AI

Vi holder os opdateret og deler viden internt. Vi prøver nyt, evaluerer undervejs og forbedrer vores praksis i takt med, at teknologien og samfundet omkring os udvikler sig.

Har du spørgsmål til vores brug af AI, eller er du i tvivl om, hvordan vi anvender teknologien i et konkret samarbejde, er du altid velkommen til at kontakte vores Data Protection Officer på dataprotection@kompas.dk.

This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.