Overvejer du at søge en praktikplads, gør du dig sikkert en masse tanker om, hvad det kræver, og hvad du får ud af det. Vores nuværende praktikant, Anne, fortæller lidt om hendes erfaringer og giver et godt råd med på vejen.

Hvad var dit førstehåndsindtryk af Kompas?

-Det var godt. Det var faktisk overraskende godt, vil jeg sige. Jeg er blevet taget godt imod af alle på kontoret – og det blev hurtigt”vi” og ikke bare ”jer hos Kompas”. Det gør en kæmpe forskel, at man hurtigt bliver en del af flokken.

Hvad er det bedste ved at være hos Kompas?

-Det er uden tvivl de gode kolleger! Der er selvfølgelig også mange spændende opgaver, og hverdagen er meget forskellig, men jeg synes, det gør en kæmpe forskel, at det sociale spiller – og det gør det altså her.

Hvad har været den bedste opgave indtil videre?

-Det er umuligt at vælge én opgave ud. Men jeg har bl.a. været involveret i et relativt stort pitch for en af landets største virksomheder, hvor jeg lavede en del research om bl.a. bæredygtighed. Det var sjovt og meget lærerigt – og var også med til en masse møder. Jeg har også været med til at arrangere og afholde et stort lanceringsevent for en tech-kunde. Det var mindre fagligt og læsetungt, men med meget koordinering, men det er også fedt at have med i bagagen.

Hvad er den største forskel på praktik og studie?

-Først og fremmest skal man lige vænne sig til, at man skal møde op på et bestemt tidspunkt mandag til fredag – det er i virkeligheden nok den største forskel. Generelt synes jeg faktisk ikke, man kan sammenligne dét at skrive projekt eller studere med at gå på arbejde. Og specielt ikke på et bureau, fordi der er så mange forskellige kunder, så man sidder ikke begravet i én ting hele dagen, som jeg gør på studiet.

Hvad kan du tage med dig videre fra Kompas?

-Åh, mange ting. Men måske vigtigst, at det ikke er så farligt at komme ud på den anden side. Det har jeg været lidt bange for, fordi jeg synes, universitetstiden er gået virkelig hurtig. Og jeg var faktisk nervøs for at søge en praktikplads, fordi jeg var bange for, om jeg ikke vidste nok til det. Men det gør man jo – og hvis ikke, så er det jo heller ikke jordens undergang. Man tager jo i praktik for at lære, og det ved Kompas-folket heldigvis også godt.

Har du et godt råd til fremtidige praktikanter?

-Kast jer ud i det. Det er ikke så farligt. Ingen bider – og man lærer en masse.

/ Søg en praktikplads hos Kompas Kommunikation. Ansøgningsfristen er søndag den 20. oktober. Find stillingsopslaget her